Forestil dig en SOSU-medarbejder, der engang gik på arbejde med ild i øjnene og et hjerte, der bankede for de ældre. Hun troede på, at hun kunne gøre en forskel. Men efter år med manglende ressourcer, pressede skemaer og et stigende krav om dokumentation, begynder hun at se beboerne som opgaver, der skal løses – ikke som mennesker med behov og følelser. Til sidst griner hun med, når kollegaen kalder en af demente for en “umulig stabejs.” Hun mærker ikke engang den lille stik af dårlig samvittighed længere. Det er forråelse.
HVAD ER FORRÅELSE?
Forråelse er en psykologisk og social proces, hvor vi gradvist mister vores empati og menneskelighed i mødet med andre – især dem, vi har ansvar for. Dorthe Birkmose, en af Danmarks førende eksperter på området, beskriver det som en glidebane, hvor professionelle inden for sundhed og omsorg langsomt ændrer deres adfærd og begynder at se mennesker som byrder frem for individer med følelser og behov. Forråelse opstår ikke fra den ene dag til den anden. Den sniger sig ind, næsten umærkeligt, indtil det unormale bliver normalt.
HVORDAN OPSTÅR DET?
Forråelse er sjældent et bevidst valg. Det opstår, når mennesker bliver udsat for vedvarende stress, afmagt og et arbejdsmiljø, hvor der er for få hænder og for høje krav. Når man konstant føler sig utilstrækkelig, er det en naturlig forsvarsmekanisme at skabe en distance til dem, man skal hjælpe.
Det kan også forstærkes af en kultur på arbejdspladsen. Hvis det bliver accepteret at tale nedsættende om borgere eller patienter, kan det smitte. Jo flere, der griner med, jo mindre mærker vi empatien sive væk. Til sidst begynder vi at retfærdiggøre hård tale og nedladende handlinger som “sådan gør man bare her.”
HVAD SKAL VI VÆRE OPMÆRKSOMME PÅ?
Forråelse er lumsk, fordi den ofte starter med små skred i vores værdier. Det kan være:
- Når vi begynder at omtale beboere som “besværlige” eller “umulige.”
- Når vi mister evnen til at se mennesket bag diagnosen eller adfærden.
- Når vi normaliserer en hård tone på arbejdspladsen.
- Når vi begynder at gøre grin med dem, vi burde hjælpe.
- Når vi bliver kyniske og ikke længere tror på, at forandring er mulig.
HVAD KAN VI GØRE?
Forråelse kan vendes, men det kræver en bevidst indsats. Her er nogle skridt, vi kan tage:
1. SKAB REFLEKSION
Det vigtigste første skridt er at tale om forråelse. Vi skal turde se hinanden i øjnene og spørge: “Hvordan taler vi egentlig om de mennesker, vi arbejder med?” Der skal skabes en kultur, hvor det er i orden at sige fra over for en hård tone uden at blive stemplet som “sart” eller “naiv.”
2. SÆT FOKUS PÅ ARBEJDSMILJØET
Hvis forråelse opstår på grund af stress og afmagt, så må vi tage fat på roden af problemet. Det kræver, at ledere prioriterer ordentlige arbejdsvilkår, tilstrækkelige ressourcer og støtte til de ansatte. Ingen kan bevare empatien, hvis de konstant er pressede ud over deres grænser.
3. GENOPDAG FORMÅLET
Mange, der arbejder med mennesker, startede i deres fag, fordi de ville gøre en forskel. Når forråelsen trænger sig på, er det vigtigt at vende tilbage til det, der engang tændte gnisten. Små succesoplevelser, meningsfulde samtaler og anerkendelse af det gode arbejde kan hjælpe med at genfinde glæden ved at hjælpe andre.
4. GØR EMPATI TIL EN VANE
Empati er en muskel, der skal trænes. Små handlinger, som at lytte uden at dømme, spørge ind til et menneskes baggrund eller simpelthen at bruge et venligt tonefald, kan være med til at holde forråelsen på afstand. Vi må hele tiden minde os selv og hinanden om, at bag adfærden findes et menneske.
ET VALG, VI MÅ TRÆFFE HVER DAG
Forråelse er ikke en uundgåelig konsekvens af et krævende arbejde. Det er en risiko, vi må tage alvorligt, men også noget, vi kan bekæmpe. Hver dag har vi et valg: Skal vi lade kynismen tage over, eller skal vi insistere på at bevare vores medmenneskelighed?
Det kræver mod at sige fra over for en hård kultur, at insistere på empati, når det ville være lettere at lukke af. Men det er netop her, forskellen ligger – i de små valg, vi træffer hver dag. Forråelse sniger sig ind i stilhed, men den kan også forsvinde, hvis vi sammen tør sige: “Sådan vil vi ikke have det.”